Boligstøtte – Hvad er det og hvordan kan jeg få det?

Boligstøtte er et økonomisk tilskud, som er målrettet dig, der bor til leje. Boligstøtten udbetales af staten og din kommune. I denne artikel vil vi gennemgå dine muligheder for at få boligstøtte. Vi vil blandt andet se nærmere på, hvor meget du kan få i boligstøtte, hvilke krav du skal opfylde og hvordan du ansøger.

I en lejlighed er det kun én person, som vil få udbetalt boligstøtten. Det er dog meget almindeligt at lejlighedens lejere deles om det økonomiske tilskud. Ansøgning om boligstøtte behandles på baggrund af hele husstandens økonomi og ikke kun den person, som ender med at få støtten udbetalt til sin konto.

Kan jeg få boligstøtte?

Hvis du bor til leje, er der stor chance for, at du har ret til boligstøtte, men desværre glemmer alt for mange mennesker, at de har ret til det. Det er ærgerligt, da der er gode penge at hente, som kan hjælpe en presset økonomi, hvis man for eksempel er studerende.

Stort set alle som bor til leje har ret til boligstøtte. De eneste krav til lejligheden er, at den er udstyret med et køkken med indlagt vand og et forsvarligt afløb for spildevand. Det er heldigvis langt de fleste lejligheder, så det bør man ikke bekymre dig om. Der er også nogle grupper, som kan få boligstøtte, selvom de ikke bor til leje.

Men hvis du bor til leje, er der kun én ting at sige: Ansøg med det samme. Støtten udbetales IKKE tilbagevirkende, og jo længere du venter med at søge, desto flere penge, går du glip af.

Hvor meget kan jeg få i boligstøtte?

Størrelsen på boligstøtten afhænger af en lang række ting.

  • Størrelsen på din husleje, når udgifter til blandt andet varme og el er trukket fra huslejen.
  • Lejlighedens areal har også betydning for, hvor meget du kan få i boligstøtte.
  • Antallet af beboere i husstanden. Det er også afgørende for boligstøttens størrelse, hvor mange af hustandens beboere, der er børn og voksne.
  • Den samlede indkomst og formue for alle de beboere, der bor i lejligheden har stor indvirkning på, hvor meget ansøgeren har ret til.
  • Det har betydning, om du eller andre af hustandens beboere er folkepensionist eller er på førtidspension.

Hvis du bor til leje, skal du have en husleje på mindst 2.000 kroner. Boligstøtten kan maksimalt være på 999 kroner om måneden. Men som nævnt oven for, bliver den naturligvis mindre, hvis din husleje er i den lave ende eller hvis du eller husstandens andre beboere har en høj indkomst.

Der findes mange beregnere online, hvor du kan udregne et bud på boligstøtten. Bliv dog ikke overrasket, hvis kommunens udregning er en anelse anderledes.

Boligstøtte med børn

Hvis der bor børn i husstanden, har du naturligvis udgifter til dem. Derfor har staten besluttet, at det skal være muligt at opnå en højere støtte, hvis man har børn. Hvis der er op til tre børn i husstanden stiger den maksimale boligstøtte til 3.515 kroner om måneden. Har man mere end tre børn, kan man maksimalt opnå 4.194 kroner om måneden.

Det er dog værd at nævne, at man vil sjældent vil få tildelt det maksimale beløb.

Personer, som ikke bor til leje

Som nævnt i de ovenstående afsnit er boligstøtten beregnet til danskere, som bor til leje. Der er dog visse undtagelser – andre personer, som også kan få ret til boligstøtte. De muligheder vil vi kort gennemgå i dette afsnit. Reglerne, for hvem der kan få og hvem der ikke kan, er komplicerede. Hvis du er i tvivl om din situation giver dig ret til at få boligstøtte, bør du kontakte kommunen, som vil være behjælpelig med information.

Disse forhold kan betyde, at du har ret til boligstøtten, selvom du ikke bor til leje:

  • Ejerbolig eller andelsbolig: Hvis du er førtidspensions eller folkepensionist, kan du opnå støtte, selvom du bor din egen ejerbolig eller andelsbolig. Det er dog meget vigtigt at nævne, at denne boligstøtte udbetales som lån og derfor skal betales tilbage, hvis du flytter.
  • Forældrekøb: Hvis du bor i en lejlighed, som dine forældre har købt til dig, kan du opnå boligstøtte efter de almindeligt gældende regler, så længe i har lavet en lejekontrakt, som tydeligt viser, hvor meget du betaler i leje til dine forældre.
  • Fremleje: Hvis du fremlejer en andens lejlighed, gælder de almindelige regler for boligstøtte. Du skal bare være sikker på, at lejlighedens har meldt sig som flyttet, da boligstøtten ellers ikke kan opnås.

Hvordan søger jeg?

Egentlig er det meget let at finde ud af, hvordan du søger om boligstøtte. Det komplicerede er de oplysninger, som du skal medsende, når du søger om boligstøtte. Du kan ansøge om boligstøtte på borger.dk, på din kommunes hjemmeside eller ved at dukke op på kommunens borgerservice.

Når du søger, skal du udfylde en ansøgning. Den skal blandt andet indeholde:

  • En kopi af din lejekontrakt.
  • Lønsedler
  • Den seneste årsopgørelse fra SKAT.
  • Oversigt over SU, pensioner eller andre offentlige forsøgelser, hvis relevant.

Flere af disse oplysninger skal udfyldes for samtlige af husstandens beboere.

Du logger ind med NEM-ID og udfylder ansøgningen. Herefter får du en kvittering, når ansøgningen om boligstøtte er modtaget. Du kan forvente svar inden for 20 hverdage. Hvis ansøgningen er mangelfuld, vil du formentlig blive bedt om at indsende manglende dokumentation. I det tilfælde kan dit svar blive trukket ud.

Ændringer

Boligstøtten afhænger af din indkomst. Din indkomst vil blive undersøgt, og hvis den stiger eller falder mere end 800 kroner, vil det påvirke størrelsen på din boligstøtte. Du får naturligvis mere i boligstøtte, hvis din indkomst falder og omvendt. Ændringerne sker automatisk.

Hvis din husleje stiger eller falder, skal du huske at melde det til kommunen hurtigst muligt, så din boligstøtte vil blive reguleret med det samme. Vær igen opmærksom på, at ændringer i boligstøtten ikke betales med tilbagevirkende kraft. Sørg derfor for at give besked til kommunen, så snart huslejestigningen træder i kraft, så du kan få din forøgelse i boligstøtten.