Tilbage i slutningen af april blev det besluttet, at der skulle bevilliges et ekstra fradrag til de danske pendlere. Det velkendte kørselsfradrag er blevet hævet, og det har en afgørende betydning for mange danskere, der har over 12 kilometer til og fra arbejde. Årsagen er de høje benzinpriser, som vi har set herhjemme, der blandt andet er eskaleret, efter Rusland gik ind i Ukraine tilbage i februar måned.
Men hvad kan du egentlig forvente af det nye kørselsfradrag? Det gør vi dig klogere på lige her, hvor du kan læse mere om, hvor meget højere dit fradrag bliver, så du undgår ubehagelige situationer med behov for at låne penge for at kunne betale for bilen, eller hvor du er nødt til at finde nye løsninger med arbejdet grundet store transportomkostninger.
Hvad er et kørselsfradrag?
Kigger vi lidt nærmere på, hvad kørselsfradraget er, er der tale om et ekstra fradrag, der bliver givet til danskere, der har mere end 12 km til og fra arbejde. Her får du et beløb pr. km på din tur, som giver dig et fradrag i sidste ende. Her er der to forskellige takster, hvor der træder en lavere takst i kraft, når du kører en strækning på mere end 120 km.

Kørselsfradraget – som også er kendt som befordringsfradrag – er blevet hævet i 2022 som en håndsrækning til danskerne, der kan være presset økonomisk på grund af de høje benzinpriser, der ligesom energipriser og priserne på mad er steget markant det seneste år. Har du ikke en elbil, og bruger du bilen til at pendle til og fra arbejde, har du med garanti også bemærket den store prisstigning. Derfor ser kørselsfradraget for 2022 ud på følgende måde, som er beregnet ud fra antallet af km til og fra arbejde samlet set pr. dag:
- 0-24 km: 0 kr. pr. km
- 25-120 km: 2,16 kr. pr. km
- Over 120 km: 1,08 kr. pr. km.
Hvor meget mere får jeg i fradrag?
Når det kommer til stigningen og kørselsfradrag, er det steget 18 øre pr. km, som du pendler til og fra dit arbejde. Men hvor meget giver det egentlig i sidste ende?
Hvor meget du får ekstra, afhænger af, hvor langt du har til og fra arbejde, og hvor mange dage på et år du pendler. Arbejder du eksempelvis hjemme to dage ugentligt, kan du ikke medregne disse dage og få fradrag for dem.
Lad os tage et eksempel:
Antal km til og fra arbejde pr. dag | 150 |
Antal pendlerdage årligt | 200 |
Kommune | København |
Kørselsfradrag 2022 | 12.468 kr. |
Kørselsfradrag med tidligere satser | 11.429 kr. |
Eksemplet viser, at du modtager omkring 1.000 kr. mere i fradrag på årlig basis med de nye satser. Det giver lidt ekstra luft i økonomien og vil ligeledes gøre det muligt for pendlere at beholde arbejde og bopæl.
Kørselsfradrag gælder alle transporttyper
Selvom kørselsfradraget er steget på baggrund af dyrere benzinpriser, som typisk påvirker pendlere med bil, er det faktisk alle pendlere, der kan nyde godt af fradragets fordele. Det vil sige, at du kan modtage fradraget, selvom du transporterer dig på cykel, samkørsel eller offentlig transport.
Når du skal oplyse dit fradrag, skal det være en del af din årsopgørelse. Her skal du beregne afstanden til og fra arbejde og ligeledes regne sammen, hvor mange dage du har pendlet i løbet af året. Herefter bliver din årsopgørelse genberegnet med dit nye fradrag.