Sådan får du en bedre rente i banken – 4 brugbare tips!

Sådan får du en bedre rente i banken

Vidste du, at du nemt kan få en bedre rente i din bank?

Hver måned betaler mange af os tusindvis af kroner i renter og afdrag på vores forskellige lån. I det daglige er det måske bare en post på vores budgetkonto.

Men der kan være rigtig mange penge at spare i det lange løb.

Hvis vi får skruet lidt på vores rentesatser, kan vi få afbetalt mest muligt på selve gælden. Samtidig minimeres omkostningerne til renter og gebyrer.

Den gode bankrelation

Din nuværende rentesats i banken kan være betinget af den relation og historik, du har med banken. Overholder du alle de aftaler, I har, og ikke jævnligt overtrækker din konto, kan det være en fordel for din rente.

Sådan viser du overfor din bank, at du er ansvarlig og tænker langsigtet ved at spare op.

Mange af os forsøger ikke at få ændret renteudgifterne til vores fordel, da vi fejlagtigt tror, at priserne ligger fast.

Men faktisk kan du i de fleste tilfælde nedbringe de dyre lånerenter forholdsvist nemt.

1. Skab et godt udgangspunkt

Før du går i banken, er du nødt til at kende din økonomi så godt som muligt. Skab dig et overblik over, hvilke lån du har – både i banken og andre steder.

Få styr på, hvad du betaler i rente og afdrag på de enkelte lån, og lav en liste over disse.

Herefter skal du lægge et budget, så du har et godt overblik over dine faste og løse udgifter sam dine indtægter.

Du finder langt de fleste af dine faste udgifter på dine kontoudtog for det seneste år – og disse oplysninger kan du trække direkte i din Netbank.

Vær især opmærksom på, om du har små forbrugslån, der evt. kan samles eller indfries.

Har du desuden optaget et boliglån, bør du ligeledes overveje, om det kan være en fordel at lægge dette ind i dit realkreditlån for at spare penge.

Du skaber altså det bedste udgangspunkt for dig selv ved at: 

  1. Lave en liste over dine nuværende lån og afdrag
  2. Lægge et budget over udgifter og indtægter
  3. Samle eller indfri forbrugslån og boliglån

Når du har gennemgået disse trin, kan du med ro i sindet tage det næste skridt på vejen.

2. Gransk markedet

Er det længe siden, du sidst har forhandlet renten på dine lån i banken, eller har du aldrig prøvet det før?

Så kan du med rette gå efter en pæn besparelse. Også selvom du måske ikke umiddelbart har de bedste kort på hånden rent økonomisk.

Men Inden du beder om en rentenedsættelse, så er det vigtigt, at du gør dit hjemmearbejde grundigt.

Du bør undersøge, hvilke priser konkurrerende pengeinstitutter udbyder de forskellige lån til.

For lettere at få et overblik, findes der et hav af online portaler, hvor du nemt og overskueligt kan sammenligne de forskellige bankers priser med hinanden.

Herefter udvælger du nogle af de forskellige pengeinstitutter, som tilbyder de bedste lånebetingelser.

Dem skal du tage direkte kontakt til og spørge, hvad de kan tilbyde dig. Her kan det også være en fordel at betragte et udvalg af banker, der måske ikke lige befinder sig i dit nærområde.

Sig til dem, at du har på fornemmelsen, at din nuværende bank er for dyr for dig, og at du derfor gerne vil skifte.

Fortæl den konkurrerende bank, at du vil sammenligne deres tilbud med en tredje banks tilbud.

Den konkurrerende bank vil i løbet af nogle dage lave et tilbud til dig, som næsten helt sikkert vil overgå dine nuværende forhold.

3. Spørg din bank

Når du kender konkurrenternes priser og har konkrete tilbud fra dem på hånden, skal du tage kontakt til din bank.

Det kan du gøre enten telefonisk eller via e-mail.

Forklar dit ærinde.

Hvis du efterfølgende skal have et fysisk møde med banken, er det vigtigt, at du møder velforberedt op og viser, at du har fuldstændig styr på din økonomiske situation.

Det vil sige, at du på forhånd har lavet et budget, der balancerer med den indtægt, du får hver måned.

Husk at medbringe alle relevante papirer såsom årsopgørelser, lønsedler og budget.

Til mødet med din bank, kan du eventuelt nævne, at:   

  • du har drøftet rentesatser med dine kolleger,
  • du kan ikke helt få deres historier til at stemme med dine forhold,
  • du har været i en bank, som din kollega anbefalede og fået et tilbud, men at du hellere vil blive her.

Fortæl dog ikke om det tilbud, du har fået.

På denne måde skaber du de bedste forudsætninger for dig selv, når du vil forhandle en bedre pris i din bank.

Nu er din bankrådgiver nemlig maksimalt presset til at finde det bedste tilbud, han har mulighed for at give dig, så han ikke mister dig som kunde.

4. Skift bank, hvis nødvendigt

Når du gjort alt dit forarbejde og vist din bankrådgiver, at du kan få bedre rentesatser andetsteds, er det op til din bank at overgå disse priser.

Kan din din bank ikke matche eller overgå konkurrenternes renter og vilkår, er der ingen skam i at skifte bank.

Husk på, at bankrådgiverens mål er at tjene penge til banken – han virker venlig, men det er op til dig, at forhandle dig til den rigtige udlånsrente.

GODT TIP: Hold fast

Har du forhandlet dig til billigere aftaler i banken, så fortsæt med at følge din økonomi tæt.

Hold jævnligt øje med, hvordan rentesatserne på dine lån udvikler sig, så du kan reagere, hvis priserne stiger. Bliv ved med at vedligeholde det gode forhold til din bank ved ikke at trække over på kontoen.

Hold i det hele taget dit pengeinstitut informeret om de ændringer, der sker i din økonomi.

SE OGSÅ: Banklån – alt du bør vide om lån i banken.